Anbringelse

Anbringelse i hybler til unge

På Allégården tilbyder vi anbringelse i hybler til unge, der har behov for særlig støtte i overgangen til voksenlivet.

Tilbuddet er målrettet unge mellem 16 og 22 år, som af forskellige årsager kan opleve udfordringer med sociale relationer både hjemme og uden for hjemmet, psykosociale vanskeligheder, konflikthåndtering eller et begrænset netværk.

På hyblerne har vi fokus på botræning og på at støtte de unge i at udvikle færdigheder til en mere selvstændig hverdag. Det kan blandt andet være støtte og vejledning i forbindelse med rengøring, indkøb, madlavning og økonomi og kan foregå individuelt eller i grupper. De unge forventes samtidig at tage del i ansvaret for hverdagen på hyblerne, blandt andet ved at deltage i husmøder.

Undervejs samarbejder den unge med sin kontaktperson, som tilbyder rådgivende samtaler samt aktiviteter af praktisk eller social karakter. Indsatsen tilpasses altid den enkeltes aktuelle behov og livssituation, og vi lægger stor vægt på at skabe en tryg og stabil relation til kontaktpersonen. Samtidig prioriterer vi, at de øvrige medarbejdere på hyblerne også bliver kendte og trygge voksne for den unge.

Praktisk information

Målgruppe

Tilbuddet bolig med støtte er målrettet unge 16 - 22 år.

Antal pladser

Vi har tolv anbringelsespladser.

Visitation

Børn, unge og familier visiteres via Familieafdelingen i Frederiksberg Kommune. Vi samarbejder tæt med rådgiverne i Familieafdelingen, og der følges løbende op på indsatsen.