Kontaktpersonforløb

Kontaktpersonforløb

På Allégården tilbyder vi kontaktpersonforløb til både unge og familier. Det kan være et individuelt forløb, hvor den unge får en fast kontaktperson, eller et familieorienteret forløb, hvor forældrene også får deres egen kontaktperson.

Vi tager udgangspunkt i Familieafdelingens formål, som er beskrevet i henvisningen, og bruger det som pejlemærke for indsatsen. Hvert forløb tilrettelægges i tæt samarbejde med den unge, familien og rådgiveren og tilpasses den unges behov og livssituation.

Vi arbejder helhedsorienteret og har blik for de forskellige forhold, der har betydning for den unges hverdag og trivsel – blandt andet familie, skole, venner og fritidsliv – samt den unges egne ressourcer og udfordringer.

Kontaktperson for unge

Individuel støtte med en fast og stabil voksen

I det individuelle kontaktpersonforløb får den unge tilknyttet en fast og stabil voksen. Kontaktpersonen tilbyder vejledning, støtte og praktisk hjælp i hverdagen og er en tryg og tillidsfuld relation for den unge.

Samtaler og samvær afholdes typisk én gang om ugen med fokus på at styrke den unges trivsel, udvikling og deltagelse i positive fællesskaber.

Målgruppe

Tilbuddet er målrettet børn og unge i alderen 12–23 år, som af forskellige årsager ikke trives. Det kan eksempelvis være unge, der oplever udfordringer med at indgå i konstruktive sociale sammenhænge, har været udsat for mobning, oplever skolevægring eller har brug for emotionel støtte eller ekstra støtte til at navigere i hverdagen.

Kontaktperson for familier

En helhedsorienteret indsats for den unge og familien

Det familieorienterede kontaktpersonforløb bygger på den samme indsats som det individuelle forløb, men her får forældrene også tilknyttet deres egen kontaktperson. Den unge og forældrene har dermed hver sin kontaktperson, så der både er mulighed for individuel støtte og for at arbejde med familien som helhed.

Samtaler og samvær afholdes typisk én gang om ugen separat med den unge og forældrene. Derudover afholdes familiesamtaler, hvor den unge, forældrene og begge kontaktpersoner deltager. Efter aftale kan andre personer fra familiens netværk også deltage.

UKN-forløb

Positiv udvikling og kriminalitetsforebyggelse

På Allégården tilbyder vi også kontaktpersonforløb til unge, der har fået en afgørelse fra Ungdomskriminalitetsnævnet (UKN). På baggrund af afgørelsen bliver der som regel iværksat en række målrettede og individuelle indsatser, som skal hjælpe den unge med at skabe positive forandringer og forebygge kriminalitet.

Indsatserne retter sig mod kriminalitetstruede børn og unge i alderen 10 – 17 år og tager udgangspunkt i den unges konkrete situation, behov og ressourcer.

En central del af indsatsen er et forløb med en kontaktperson, som arbejder tæt sammen med den unge og giver støtte i hverdagen. Det kan handle om hjælp til skole, uddannelse, fritidsliv, relationer, struktur i hverdagen og håndtering af udfordringer, der kan stå i vejen for en positiv udvikling.